::20-maj-05:: 'Kan selv, vil selv' er meget Emma lige nu... det gælder at smøre mad, tage tøj på, hælde saftevand op og meget mere.
Hun har fået børnehaveplads fra 1. august... det er også lidt trist for hende i vuggestuen i øjeblikket. Hendes bedste ven Semi gik ud for at starte i børnehave for en måned siden og hun savner ham MEGET. Det bliver godt for hende at komme i børnehave og få nogle jævnaldrende at lege med - og nye udfordringer. Hun er faktisk lidt for stor til vuggestuen efterhånden.
Hun glæder sig også meget til at starte i børnehaven - 'Emma skal i børnehave, Emma er snart voksen. Om 10 minutter' - og føler sig meget stor.
Hun ELSKER at lege udendørs, hun er fuldstændig utrættelig på det punkt. Og så holder hun meget af sin trehjulede cykel som vi også er begyndt at køre små ture på her i foråret. Indendørs leger hun meget med puslespil, som hun er super god til, og bøger - og computer... forældrenes interesse smitter åbenbart, hun kan allerede styre et par små spil selv.
Fodbold er også godt - I dag da hun spillede bold i gangen med Thomas sagde hun: 'Jeg spiller håndbold, du spiller fodbold far' hahaha...

::24-januar-05:: Emma taler rigtig godt, man kan føre en samtale med hende. Der er stadig mange af hendes ord vi ikke forstår, men hun har lært MANGE ord. Også små voksen vendinger som 'nå, det må jeg nok sige' 'lige et øjeblik' og den slags. Og så elsker hun at tale i telefon.
Hun er stadig glad for vuggestuen, især når de leger ude på legepladsen. Hun er en af de store nu og er med til at tage sig af de små.
Hun elsker at lege med sine puslespil og at læse bøger. Også er hun vild med at se sig selv på mors webcam og tegne med tegneprogrammet.
Emma elsker at hjælpe med at vaske tøj, fylde opvaskemaskinen, lave mad og bage. Og hun er meget opsat på at gøre alting selv... det gælder også at bestemme selv.

::25-april.04:: Emma trives og bliver stor og fræk. Hun kan sige NEJ meget højt når der er noget hun ikke vil. Og hun kan snart nå alt i lejligheden, ellers tager hun bare en stol for at nå.
Hun pluder stadig meget, men hun er også blevet god til at udtale en hel masse ord som man faktisk kan forstå.
Hendes store interesser er dyr, babyer, biler og fodbold *g* Hun elsker at spille bold og er super god til det.
Hun er i peridoder gul og blå fordi hun har så meget fart på og ikke har respekt for ret meget.

::23-februar-04:: Emma er blevet så stor... det går næsten alt for hurtigt ;).
Hun hjælper gerne til med at tømme opvaskemaskinen, hænge vasketøj op og lave mad (nogle gange er det til større "hjælp" end andre). Hun insisterer på at være med til det hele. I går tog hun endda gummistøvler på selv! (Hun elsker at rende rundt iført gummistøvler og russerhue *g*)
Hun elsker stadig musik og udvider hele tiden sit repetoire af funky dansetrin.
I øjeblikket øver hun sig meget i at tale. Hun har nogle ord som hun er ret god til at sige, fx. mormor (mo-mo) og bedstefar (be-ba), støvler, vand, hue og mor og far... og så pludrer hun løs på noget der lyder som en indisk dialekt.
Hendes appetit fejler stadig ikke noget og hun har også stadig fuld fart på. Hun er glad for at være i vuggestuen og glad for de andre børn. I det hele taget er hun MEGET optaget af børn hvad enten hun ser dem på gaden, i et blad eller på fjernsynet.

::9-november-03:: Der er fuld fart på Emma. Hun løber rundt i hele lejligheden og får også sin del af buler og blå mærker. Hun leger meget med de ting hun fik i fødselsdagsgave - bla. en gynge elg. Den kan hun selv kravle op og ned af nu. Hun fik også en stor plast garage der kan sige lyde, den kravler hun op på som en anden King Kong. Og træ puslespillet fra farmor og farfar bliver spredt over hele stuen. Hun er også glad for en xylofon i regnbue farver som hun selv kan spille på. Og så elsker hun stadig bøger. Hun fik en 'flap-bog' der er et stort hit.
Hun pludrer meget i øjeblikket - hun snakker og fortæller så det er helt klart der er en mening... vi andre forstår det bare ikke *g*. Hun har lært at sige hej eller nærmere 'ej' - det gør hun så hele tiden. Når vi er i supermarkedet siger hun hej til alle der går forbi. Og så kan hun også en slags vov-vov lyd, den bliver brugt når hun ser et dyr - hvad enten det er en hund, en fugl eller en elefant.
Hun trives godt i vuggestuen. Hun vil gerne lege med biler med de store drenge, og hun tager sig af den lille Mikkel der ikke er så gammel. Og så spiser hun stadig godt!
Hun kan holde koppen selv når hun drikker, og hun kan også styre skeen selv en smule. Hun vil meget selv når hun spiser - og hun er stadig en lille gris *g*

::6-september-03:: Nu kan Emma gå! Det er gået hurtigt med at kravle rigtigt, gå med støtte og så de første vaklende skridt. Nu kan hun gå flere skridt ad gangen uden støtte. Den del af bordet hvor der kan stå ting på bliver mindre og mindre...
Hun trives godt i vuggestuen, hvor hun imponerer pædagogerne med sin store appetit. Hun er et rigtig madøre, og er i hvertfald ikke kræsen. Hun kan selv spise rugbrødshapser og stykker af frugt og brød, og hun er en rigtig gris *g*
Hun er stadig vild med musik og har lært et par nye danse 'moves'.
Der er også kommet flere tænder i munden, heldigvis har hun ikke haft ondt eller været syg.
PS: Vi har fået et super godt digital kamera i bryllupsgave. Men for at får plads til så mange billeder som muligt på hjemmesiden bliver de både formindsket og komprimeret. Det går ud over kvaliteten. De originale billeder i stor størrelse og god kvalitet kan fås ved at ringe/skrive/maile til Thomas og Nina. Bare sig til hvad det er for nogle billeder I vil have.

::14-august-03:: Der er fuld fart på i øjeblikket. Emma er begyndt at kravle rigtigt (selvom hun stadig kryber af og til), hun kan stille sig op og gå med støtte og hun eksperimenterer med at stå uden at holde (gys...). Hun er så småt begyndt i vuggestuen, hvor hun er et par timer om dagen.
Og så er hun helt vild med musik i øjeblikket. Hun rokker og svajer når hun hører noget god musik (som fx. jinglen til tv-2 lorry...), det ser bare SÅ sødt og sjovt ud. Hun synger også selv. Og pludrer

::6-juli-03:: Emma har fået plads i vuggestue og skal starte i starten af august. Vi har været på besøg i vuggestuen for at se stedet og hilse på pædagogerne - hun skal gå på "troldestuen".
Hun er blevet en haj til at spise, både grød og mos og små rugbrødshapser (som gnides ind i håret under måltidet). Mariekiks og banan er også populært.
Hun træner meget i at sidde selv og at stille sig op, så hun får godt med knubs. Hun kan stille sig op i sengen (...og kaste sutter på far for at få ham til at stå op om morgenen).
I denne uge har hun fået en ny tand; en lille fortand i overmunden.

::10-maj-03:: Emma har været sammen med sin far hele ugen, mens mor er startet på arbejde. Det er gået rigtig godt. Hun er også blevet kørt i cykel for første gang.
Hun spiser godt med grød nu, men grøntsagsmos går det lidt langsommere med. Hun overraskede os alle i sidste uge ved at spise humus og fisk med stor fornøjelse.
Hun vejer nu 7 kg og der er fuld fart på hende. Hun kryber rundt i hele lejligheden og piller ved alt. Katten er stadig det mest spændende hun ved og hun jagter ham gerne hvis hun kan komme til det.

::23-apr-03:: I dag sad Emma i sin høje stol og blev madet for første gang. Det var et hit. Hun så meget glad og stolt ud da hun blev sat der i sin egen stol.
Hun har nu to tænder i undermunden, og hun kan bide hårdt! Der kan ikke være så lang tid til at hun begynder at kravle; hun kryber omkring med høj fart, og hun er allerede begyndt at hive ting ned fra reolen.
Vi har været nede i Degnemosen et par gange og kigge på ænder; det synes hun er mægtig spændende. Katten er dog stadig det mest spændende hun har set. Hun har fået lov til at ae ham et par gange, men ellers holder han klogeligt en vis sikkerhedsafstand.

::28-mar-03:: I forgårs brød Emmas første tand ud! En lille skarp én i undermunden. Så vi var ude at købe tandbørste igår, så hun kunne få børstet tænder for første gang. Det var vist sjovt.
Hun er startet på skemad og er efterhånden blevet ret god til det. Vi laver majsgrød med banan - og pakker os godt ind, for hun spiser også med fingrene og puster i skeen *G* At tale med mad i munden er også sjovt. Og hun ville helst selv styre skeen og holde koppen...
Hun er blevet meget mobil, selvom hun ikke kravler endnu. Hun vender og drejer sig i sengen (det er et stykke tid siden hun lærte at trille fra ryggen til maven) og kryber ud over legetæppet. Og almindelige ting er meget mere spændende end legetøj. Især katten - hun kan stirre på den i laaang tid, mens hun pludrer begejstret og arme og ben kører op og ned.

::13-feb-03:: Vi har været til baby svømning i dag; det var et hit ligesom sidst. Og bagefter sov hun 2 timer i træk... I går var vi med mødregruppen til baby bio i Empire Bio. Emma sov i barnevognen udenfor biografsalen med et nummer på; en halv times tid inde i filmen vågnede hun ("nummer 45" blev der så sagt) og var med til at se resten af filmen. Det tog hun meget pænt, selvom der var en del uro i salen. Hun triller og ormer stadig rundt på sit legetæppe - hun ville MEGET gerne kunne trille fra ryggen til maven, men det går altså ikke helt endnu.

::5-feb-03:: Idag da Emma lå på maven fik hun ormet sig frem på tæppet ved at støtte på knæ og hovede (hænderne glemte hun ligesom at tage med) -det så ret fjollet ud...

::1-feb-03:: Emma ligger på maven i længere tid ad gangen og hun kan også trille fra maven til ryggen selv!

::31-jan-03:: I dag var vi i Frederiksberg svømmehal til babysvømning. Emma skulle lige finde ud af, hvad det var for noget, så syntes hun det var sjovt. Hun sparkede på livet løs og nød at flyde på ryggen. Vi var kun i bassinet i 10 minutter. Bagefter var hun MEGET træt og faldt næsten i søvn mens hun spiste.

::28-jan-03:: Emma har fået sin egen seng (det var en gave fra hendes farmor og farfar). I går var vi til lægen og få hende vaccineret. Hun tog det rigtig pænt (det var helt klart ikke så slemt som at få flyverdragt på!) og er ikke blevet sløj. Lægen vejede hende også- hun er oppe på 5300 g nu. Hun er blevet rigtig god til at gribe efter legetøj, og hun er også sej til at ligge på maven - bare ikke så lang tid ad gangen.

::16-jan-03:: Vi har alle sammen været syge med noget forkølelse/influenza, også Emma :( Vi er i bedring nu, men hun hoster stadig.
Hun bruger meget tid på at studere sine hænder og de bliver også proppet i munden - helst begge to på en gang. Hun pludrer rigtig meget nu og råber også en gang i mellem - det er fedt at høre sin egen stemme!

::05-jan-03:: Emma vejer nu 5100 g (hun blev vejet d. 2. januar). Hun har rigtig fået elastikker om håndledene!
Yndlings legetøjet er en ande-rangle som hun fik i julegave af Rikke. Hun kan ligge og kigge på den i laang tid og hun griner også til den.

::02-jan-03:: Emma har nu fået sin egen hjemmeside - det måtte jo ske :) Og vi har taget nogle gode billeder med det nye webcam, så I alle kan få glæde af hende.